HAPPYlivstil

Forløbet for en 12 ugers HAPPYLIVSTILS pige.

Der var engang en pige, der i Januar var blevet så træt af hendes eget udseende, hendes eget spejlbillede og træt af at hun bare lod det hele stå til. Der var flere dage hvor hun var ked af det og ikke magtede at se på nyt tøj eller gøre noget ud af sig selv, for hvad nytter det når man ser sådan ud.! En dag fik hun en kommentar med at hun måske ikke skulle melde sig til noget mini tri/løb før hun havde trænet en smule da hun jo nok ikke kunne gennemføre det i hendes form. Der fór en djævel i hende og tænkte ” din store idiot jeg skal fandeme vise dig at jeg er stærk og jeg kan klare er løb 10 gange bedre end dig” Hun fandt støtte hos hendes mor og bad hende tage på en 12 ugers lang rejse med hende.

Der hele startede d. 6 januar, de ankom til “the happy place” hvor alle er glade og imødekommende. De mødte en masse mennesker men de to mennesker der skilte sig mest ud var sensei Jasmine og sensei Fie de levede i “the happy place” og levede af at gøre andre glade. Pigen og hendes mor besluttede sig for at blive og se det hele an. Første møde med de andre nytilkommere gik fint, dog var sensei Fie så hård at pigen troede hun var lige ved at dø, det kræver nemlig hård træning at nå frem til indre lykke. Dag for dag foldede endnu et blad sig ud, fra den lykkeblomst pigen havde inden i sin mave. Og hende smil begyndte at vokse lidt mere. For hvert ugentligt møde pigen og hendes mor havde med de andre nyankomne begyndte hun at forstå dem mere og mere, hun lærte dem at kende og en af gangen kom de tættere og tættere på hende.

Men det var jo slet ikke dette der var planen? Hun skulle jo bare være i dette nye land og gennemføre en rejse og fortsætte hverdagen når hun kom tilbage? Hun skulle ikke have flere mennesker i hendes liv. For det havde hun ikke overskud til. Men de andre nyankomne var stædige, og for hvert møde, mødte de hende med smil, glæde og støtte. Og uden hun vidste af det begyndte hun at holde af dem mere og mere. Vejen til lykke er hård og sværd, det kræver sved, tårer, elastikker, grøntsager, muskelømhed, meget vand, og blodsmag i munden, det sagde sensei Fie selv. Pigen, hendes mor og de andre nyankomne pressede sig selv til det yderste, de græd, de sled, de kæmpede, de steppede, de dansede og de GRINTE…. Og for hver dag der gik voksede deres lykke hver i sær. Nu er pigen vendt hjem. Hun kan nu se sig selv i spejlet og tænke på alle de skønne ting der er ved hende.

Hun sluttede rejsen med en KÆMPE fest hvor alle hyggede sig og alle grinte helt nede fra maven af. Festen blev holdt med hendes to fantastiske senseis der gjorde det muligt for hende, dem der pressede hende og troede på hende, dem der var villige til at give hende noget af dem for at hun kunne nå hendes mål. Hendes mange NYE VENNER som hun havde kæmpet med i 12 lange uger om vejen til lykke, dem der kom trampene ind i hendes liv med træsko på og gav hende styrke, glæde og omsorg uden at vide hvilken person hun var og uden at forvente at få noget igen. Dem der overbeviste hende om at hun ikke er alene og at der altid er plads til flere mennesker i ens liv. af hjertet TAK til jer alle sammen for denne rejse. Det bedste jeg har gjort. Og tak til sensei Fie for de utrolige gode billeder med dobbelthage og kineser øjne.. Ja kønt er det ikke men glæden den er ægte

About the Author: